5 af 6 stjerner
Jazz: »Jacob Fischer Trio feat. Svend Asmussen«.
Guitaristen Jacob Fischer har langt om længe indspillet en CD i eget navn, og han har sin gamle kapelmester Svend Asmussen med som gæstesolist. Det er ganske enestående.
Af Kjeld Frandsen
Mandag den 1. september 2008, 21:45
Det er nu 16 år siden, den unge guitarist Jacob Fischer modtog de danske jazzjournalisters hædersbevisning, JASA Prisen, og allerede dengang havde han planer om at indspille en CD i eget navn. Men han har siden først og fremmest deltaget i talrige andre musikeres projekter og pladeindspilninger, som han – med aldrig svigtende suverænitet – har været med til at forgylde.
Garvede kræfter
På egen hånd har han nu valgt at indspille med egen trio – det vil sige med den garvede Hugo Rasmussen og den unge Janus Templeton ved henholdsvis bas og trommer. Dertil bliver trioen i seks numre bistået af guitaristens mangeårige kapelmester, violinisten Svend Asmussen. Han var ved indspilningen sidste år 91 år, og det var da otte år siden, han sidst havde været i pladestudiet. Men det skal man ikke lade sig skræmme af. Tværtimod.
Og helt klart er det da også numrene med Asmussen, der umiddelbart vækker interesse, og som så sandelig også giver valuta for pengene. Kurt Weills bittersøde »September Song« gynger smukt af sted, og der er en egen sjæl og patina i Hoagy Carmichaels »Skylark«, mens Eden Ahbez’ »Nature Boy« bare bliver til den smukkeste vals. Svend Asmussen spiller nok engang mesterligt – med den umiskendelige klang og ornamentik, og så har Jacob Fischer valgt at følge ham med et sigøjnerjazz-inspireret spil på akustisk guitar.
Helt unik er Jacob Fischers fantasi over W.C. Handys »Saint Louis Blues«, kaldet »Louis Blue Saint«. Her bliver der både plads til mol-stykke i tango-format og til et unisont violin-guitar-tema, og ikke mindst bliver der plads til en swingende blues, hvor Svend Asmussen spiller så fantastisk, at man på det nærmeste taber vejret.
Men ret beset, så er der også 11 numre blot med Fischer-trioen, og de udgør bestemt ikke noget anti-klimaks. Det er jazzkunst af fineste skuffe. Jacob Fischer spiller primært på den elektriske jazzguitar, og det gør han ubesværet og opfindsomt og med referencer til jazzens store guitarmestre, samtidigt med at han er sin egen herre – og uophørligt i stand til at overraske.
Elegant og særegen
Trioen lægger ud med en elegant version af Duke Ellingtons »I Let A Song Go Out Of My Heart«, og så bliver det til en portion særegen western-swing i guitaristens egen uptempo-blues »Banks«. Harold Arlens »It’s Only A Paper Moon« hører til den fornøjelige afdeling, og tydeligvis har den sfæriske stil hos den amerikanske guitarist Bill Frisell inspireret Jacob Fischer til udgaven af Sammy Fains »Secret Love«. Her giver Janus Templeton tilmed Jacob Fischer det ekspressive modspil, som man til andre tider godt kan savne. Men generelt følger de to sekundanter deres kapelmester ganske upåklageligt, og Hugo Rasmussens smukke formidling af Leigh Harlines »When You Wish Upon A Star« kan da nok lige få tændt et par julelys – i såvel øjne som ører.